Instant kaffe

Hver 5. kop kaffe, der drikkes i Danmark, er lavet af instant kaffe. Flere og flere anvender instant kaffe, fordi de synes, det smager godt, er nemt og uden spild. I Danmark er vi glade for instant kaffe.

 

Hvad er instant kaffe?
Instant kaffe består af 100% kaffe og er en blanding af flere sorter. Smagen er syrlig og ofte kraftig. 2 metoder kan anvendes ved produktion af instant kaffe:

 

Frysetørring
Det tyktflydende kaffekoncentrat tilsættes nitrogen, der giver fylde. Kaffekoncentratet bliver nærmest som brun softice. Den tykke masse lægges på et langt bånd, og der blæses kold luft på. Det betyder, at kaffen bliver til hårdt frosne flager, som er frosset ned til ca. minus 50 grader. Disse frosne flager kværnes til granulat af den ønskede grovhed. Kaffen er frossen, men der er stadig vand i – nu dog som is – og det skal fjernes. Det frosne kaffegranulat tørres i et vakuum på 0,5 mbar. Ved så lavt et tryk fordamper isen uden at blive til vand, og på den måde bibeholder man både smagen og formen på granulatet.

 

Spraytørring
Ved spraytørring leder man det tyktflydende kaffekoncentrat via nogle dyser som dråber ind i en stor beholder, hvor der blæses varm luft over dråberne. Den varme luft får vandet i kaffen til at fordampe, og tilbage er et tørt og fint pulver i bunden af beholderen.  Store filtre kan samtidig fange den mindre del af det meget fine pulver. Det er vigtigt, at kaffe ikke overtørres – både af hensyn til energiforbrug og til den færdige kaffes smag. Forbrugerne bryder sig generelt ikke om, at pulveret er alt for fint. Derfor bliver en del af den spraytørrede kaffe yderligere behandlet i en agglomerationsproces, hvor der først blæses vanddampe på det fine kaffepulver. Det får pulveret til at klistre sammen, og granulatet bliver grovere. Dette tørres derefter af en varm luftstrøm. Processen gør intet godt for smagen og kvalitetsforringer faktisk det endelige produkt.

 

Samvirke har skrevet en interessant artikel om instant kaffe – læs den her.

 

Er du lærer?

Dansk Kaffeinformation tilbyder et spændende tværfagligt undervisningsforløb om kaffe. Materialet er udviklet til eleverne i udskolingen og inddrager elementer fra geografi, biologi, samfundsfag og historie. Eleverne vil i materialet stifte bekendtskab med bl.a. handel og råvarer, sundhed, dyrkning og høst samt kaffens historie og rolle i samfundet.